Politiuniform Foto: www.politi.dk

Husspektakler: Krukke kastet efter politiet

En 17-årig dreng måtte i aftes flygte hen til en nabo, fordi han var bekymret over sin meget fulde fars opførsel. Naboen tilkaldte politiet.

Politiet blev ved 22.30-tiden sendt til mandens lejlighed i Jyllandsgade med besked om, at der var husspektakler.

Da politiet kom frem, fandt betjentene en beruset og psykisk uligevægtig mand, der blev aggressiv og kastede en stor plantekrukke efter betjentene.

Politiet ville anholde den 47-årige mand, men han modsatte sig voldsomt, så de to betjente og manden endte i kamp på gulvet, oven i potteskårene, hvilket gav flere snitsår til dem alle tre.

Måtte skaffe assistance
De to betjente var nødt til at tilkalde assistance fra en anden patrulje for at kunne anholde manden.

Manden blev sigtet for vold mod en politiet og taget med til detentionen i Silkeborg, hvor manden igen gik amok og ødelagde en mikrofon.

Betjentene kørte herefter manden til detentionen i Holstebro, hvor han har været natten over.

Senere i dag skal manden fremstilles i grundlovsforhør.

Manden blev i aftes tilset af en læge, der skønnede, at han ikke skulle tvangsindlægges inden for psykiatrien. Inden han bliver fremstillet i grundlovsforhør, skal en læge igen vurdere, om han kan løslades eller skal overføres til psykiatrien.