Tre taget i butikstyveri til 55.000 kroner

Tre vietnamesere blev sent fredag eftermiddag anholdt for omfattende butikstyveri i Matas i Vestergade.

Ved 17-tiden opdagede personalet i Matas, at de tre havde stjålet en del varer, så de tilkaldte politiet.

Politiet sendte en patrulje af sted, der ret hurtigt fandt de tre.

Det drejede sig om en 28-årig mand og en 29-årig kvinde fra Viborg og en 49-årig kvinde med adresse i Sverige.

Politiet fandt frem til butikstyvenes køretøj, der viste sig at indeholde mange forskellige tyvekoster for i alt 55.00 kroner.

Tyvekosterne stammede fra flere forskellige jyske byer og bestod af blandt andet tøj, tasker, køkkenknive og masser af parfume.

De tre blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag, og den 49-årige kvinde blev varetægtsfængslet i tre uger, mens de to med dansk adresse blev løsladt.