Politibil Foto: www.politi.dk

Døgnrapport: Brand og svensk spritbilist

Politiet tog i aftes en svensk mand i spritkørsel og fik blandt andet en anmeldelse om en gruppe drenge, der havde sat ild til en bunke kontorstole.

Klokken 21.28 rykkede politiet ud til Balleskolen, hvor en person netop havde slukket en brand i en bunke kontorstole.

En gruppe unge mennesker havde opholdt sig ved skolen og havde tændt bål i en bunke affald, der blandt andet bestod af gamle kontorstole.

Branden havde sandsynligvis overrasket dem, så de stak af fra stedet.

Anmelderen nåede ikke at se, hvor mange de var, men han så en bil og tre knallerter køre fra stedet.

Svensk spritbilist standset
Klokken 19.50 standsede politiet en varebil på Skærbækvej.

Bag rattet sad en 49-årig svensk mand, der blev bedt om at blæse i politiets alkometer.

Det viste en promille over de tilladte 0,5, så svenskeren blev anholdt og taget med til en blodprøve.

Døgnets øvrige anmeldelser
• Politiet modtog i går anmeldelse et tilfælde af hærværk mod en personbil, der holdt på Krusåvej natten mellem mandag og tirsdag.

• En beboer på Remstruplund plejecenter fik mellem søndag og mandag middag stjålet sin pung. Beboeren havde pungen i sin lejlighed, men den var ikke aflåst i perioden.

• En villa på Sankelmarksvej blev tirsdag morgen mellem klokken 07.00 og 09.30 udsat for indbrud. Tyven hvade opbrudt badeværelsesvinduet og fra huset stjålet en taske af mærket LEGO.

• I nat klokken 01.52 standsede politiet en 34-årig mand på Nordre Ringvej ved Shell. Den 34-årige mand fra Aarhus V var i forvejen frakendt kørekortet, så han blev sigtet for at køre uden førerret.

Hvis du ved noget om nogen af sagerne, kan du kontakte politiet på telefon 114.