Foto: StrålTrine.dk.

Fritids-aktiviteter betyder alt for udsatte børn

Lille Trine har ikke rigtig nogen venner og har det svært i skolen, men det kan fodbold lave om på. Fritidsaktiviteter kan betyde en verden til forskel for sårbare og udsatte børn.

Det er konklusionen i evalueringen af projektet 'Aktiv Fritid', der gennem en tre-årig periode har fået mere end 500 børn til at begynde til en fritidsaktivitet.

Projektet sluttede i september 2014.

Aktiv Fritid arbejdede med stærkt udsatte børn fra 0. til 6. klasse i seks skoledistriker i kommunen; Langsø, Sølyst, Gødvad, Dybkær, Frisholm og Kjellerup.

Projektet var en del af et landsdækkende projekt under Socialstyrelsen.

Tegnefilm fortsætter projektet
Efter projektet Aktiv Fritids afslutning, har Silkeborg Kommune taget initiativ til at lave en tegnefilm, der skal fortælle, hvor stor en forskel det kan gøre for et barn at gå til noget i fritiden.

'Strål, Trine' hedder tegnefilmen og handler om lille Trine, der skal begynde til fodbold, men er lidt utryg ved situationen, fordi hun er helt alene.

Men det ender med at blive en succesoplevelse.

- Det er en historie, vi har set mange gange i virkeligheden. Børnene stråler af selvtillid, får nye venner, selvom de har haft svært ved at skabe relationer tidligere og bliver også tit dygtigere og mere motiverede i skolen, fortæller Tinna Ølholm Jørgensen, der var projektleder på Aktiv Fritid.

Filmen og historien skal være med til at skabe fokus på vigtigheden af fritidsaktiviteter hos de voksne, der har med udsatte børn at gøre.

- Det er vigtigt, at skoler, sundhedsplejersker, forældre og andre voksne er opmærksomme på, at en fritidsaktivitet kan være lige det, der skal til, for at give et barn et kærligt skub i den rigtige retning, siger Tinna Ølholm Jørgensen.

I morgen klokken 13.00 bliver filmen præsenteret for fagpersoner og andre interesserede i Rådhusets forhal.

Filmen er blevet til i samarbejde med Red Barnet, DGI og Viborg, Hedensted, Fredericia og Kerteminde kommuner.

Samarbejdspartnerne har også skabt et informationsunivers på StrålTrine.dk. Her findes der eksempelvis undervisningsmateriale til 0. til 4. klasse.

[embed]https://www.youtube.com/watch?v=dPMaPHS3tBI[/embed]