Skatere skal selv forme Sdr Streetzone

En skaterbane har længe stået øverst på ønskesedlen hos det aktive og voksende skatermiljø i Silkeborg, og Sdr. Streetzone på Søndertorv bliver en del af en midtby med plads til aktiviteter, liv og puls.

-Vi glæder os helt vildt! Vi er en flok inkarnerede skatere, som over de seneste par år har været involveret i flere kortvarige skaterprojekter. Blandt andet på Torvet og ved Langsøen. Endelig får vi nu et sted, hvor vi i en længere periode kan dyrke vores sport og helt sikkert tiltrække skatere fra hele kommunen, siger Mikkel Lau, der repræsenterer skaterne og sammen med Kommunen har designet Sdr. Streetzone.

Nyt liv på Sdr. Torv
Skaterbanen på Søndertorv er et midlertidigt projekt, som løber frem til oktober 2016, hvor Sdr. Streetzone tages op til politisk evaluering. Projektet evalueres første gang af skatere, naboer og Silkeborg Kommune i august 2015.

Netop dialogen med beboere og butiksejere er vigtig, understreger Ghita Warrer, der er projektleder i Kultur- og Fritidsafdelingen i Silkeborg Kommune.

- Det er klart, at en skaterbane giver mere liv og larm, end beboere og butikker er vant til på det stille torv. Derfor er vigtigt for os at være i tæt dialog med de borgere, som måske bliver berørt af Sdr. Streetzone, siger Ghita Warrer.

Fra stald til midtby
Byens skatere har i mange år været henvist til en staldbygning i Hvinningdal, og at de nu rykker ind til byen, er et led Silkeborg Kommunes udviklingsstrategi, som netop handler om at skabe liv, puls og aktiviteter i byens rum.

- Placeringen midt i byen er perfekt for os, fordi de unge fra hele kommunen nemt kan komme hertil med bus. Vi håber, at de butikker, restauranter og mennesker, der bor på torvet, bliver glade for det liv, vi kommer til at bringe dertil, siger Mikkel Lau og opfordrer til, at man henvender sig til de skatere, man ser på torvet, hvis man er nysgerrig på projektet.

Sdr. Streetzone kommer til at favne et areal på cirka 380 m2 og 110 meter i omkreds. Inden skaterhjulene kan rulle, bliver der i løbet af maj anlagt en asfaltbane, som skaterne selv indretter med nogle enkle elementer.

Tirsdag 14. april kl. 19.00 inviteres alle interesserede til dialogmøde på Medborgerhuset, hvor skaterne fortæller om projektet, om banen og om, hvordan anlægget skal anvendes.