Rødhætte: Kontanthjælp er som rundbold

Jeg må ærligt indrømme, at trangen til at ønske, at visse politikere bliver ramt af et king-size boldbat, der er præget af tidens tand og derfor har en del splinter, direkte op bag i deres allerhelligste uden nogen som helst form for glidecreme, er meget overvældende hos mig i disse dage.

For det er sgu lidt som om, at en del af medlemmerne inde på Borgen nærmest står i kø for at få lov til at spille rundbold med landets svageste og bruge dem som bold og give dem et ordentligt drøn med boldbattet, så de mister fodfæstet og ryger ad helvede til ud over den slidte græsplæne, hvor der er flere jordknolde end græsstrå.

Det er folkeskolen om igen. Dem, der ikke løber så hurtigt, bliver valgt til sidst og sat i bås som langsom og ikke god nok. Og den bås er edderrøvme svær at slippe ud af.

Nu varer folkeskolen så heldigvis ikke resten af livet. Dagen, hvor man kan drukne sine lede gymnastikminder i billig kirsebærvin, elefantøl og Martini-efterligninger og kaste op i hjørnet af forsamlingshuset om aftenen, kommer heldigvis. Og så kan man vende ryggen til hele lortet og skride med sin Fjällräv, lade være med at sige på gensyn og bevæge sig videre i livet.

Skulle man tro...

 

Men så var det, at der blev udklækket politikere, som åbenbart var gymnastiklærere i deres tidligere liv og som muligvis kun har valgt politik som deres levebrød for at de kan sidde i deres lidt for stramme shorts, som ikke levner meget til fantasien, og udleve deres syge fantasi med at proppe folk i kasser og gøre livet surt for dem, som muligvis er skide dygtige til hjemkundskab, men som ikke er dem, der vinder i stafet og som ikke kan forcere et højdespring over 37 cm.

Der er et yndigt land mig et vist sted og i Danmark er jeg født, der har jeg hjemme - med mindre du er arbejdsløs på dagpenge eller kontanthjælp. For er du det, skal du selvfølgelig ydmyges og fremstilles som en plet på samfundet. Det er klart. Du er den, vi andre ikke vil lege med.

Og bulen i gymnastiklærerens lidt for syntetiske statisk elektrisk-ladede shorts, kommer jo ikke af medmenneskelighed.

Den kommer af magtliderlighed og en sær trang til at træde på dem, som i forvejen ligger med snotten direkte nede i det velour-agtige stof på springbrættet med fodsved fra de sidste 21 år.

Det startede med dagpengereformen, som selv en koma-patient kunne have forudset konsekvenserne af.

Men det var så åbenbart ikke nok, at tusindvis af danskere mistede sit eksistensgrundlag. Næh, for de heldige af dem - dem der ikke var gift eller samlevende - de kunne jo så overgå til kontanthjælp.

Og så er gymnastiktimen for alvor skudt i gang. Nu handler det i dén grad om at skille fårene fra bukkene og få sat et kæmpe hegn mellem over- og underklassen.

For ifølge visse politikere, er kontanthjælpen tydeligvis det samme som fri adgang til Joachim Von Ands pengetank med en trillebør og en skovl.

Og med et sært sammensat regnestykke, gør de så alt hvad de kan for at udstille landets svageste som nogle samvittighedsløse nassere, der høvler penge ind på kontoen, mens de griner af det arbejdende folk.

Hvad fanden skal det til for?

 

Ja, der vil altid findes kontanthjælpsmodtagere, der ikke rigtig ser meningen med at arbejde. Men der findes også fjolser i den høje ende af lønrammen. Idioti er ikke indkomstbestemt og man kan aldrig gardere sig mod fjolser, snyltere og hængerøve.

Men kunne det ikke være bare lidt mere smukt, hvis man i stedet prøvede at gå ud fra, at det sgu nok er de færreste, som synes det er honkydonky-swell at være parkeret uden arbejde på en ydelse, som ikke ligefrem levner enorme mængder plads i budgettet til selvforkælelse og i et system, hvor rettigheder og livskvalitet ikke just står i kø for at komme til?
Og kunne det ikke være lækkert, hvis man hjalp disse mennesker på en hensynsfuld måde, i stedet for at proppe dem i en offentlig gabestok og true med strammere elastik i budgettet?

Der var sgu ingen trusler i verden, som ville have været effektive nok til at få mig til at vinde over Turbo-Torben i stafet, dengang i 80'erne.
Men hvis jeg nu ikke havde følt mig udstillet og ydmyget, ville jeg trods nok have haft lyst og mod til at deltage for legens skyld - i stedet for at glemme mit 13. sæt gymnastiktøj i bussen og snige mig om bag hallen og ryge og melde mig helt ud af idrætstimerne.

Kunne det ikke være møghamrende rummeligt, hvis vi sigtede mod et samfund, hvor menneskelige værdier ikke skulle måles ud fra status og fine titler og evnen til at løbe hurtigst og hvor trusler og stigmatisering ikke var nødvendigt?

Livet er én stor gang rundbold og de svageste er bolden. Burde timen ikke fløjtes af og burde nogen ikke hamre det skide bat ud af hånden på den sadistiske gymnastiklærer?