Brand på Rylevej til morgen

Silkeborg Brand & Redning rykkede i morges kort efter klokken 7 ud til en brand på Rylevej.

Da brandfolkene kom frem, var der kraftig røgudvikling og store flammer i et skur med skraldespande.

Ilden udgjorde ingen fare for de omkringliggende bygninger eller personer, da skuret stod for sig selv. Røgudviklingen var til gengæld ikke ufarlig.

- Branden udviklede vildt meget røg, og vinden var i en bestemt retning, så det blev presset over mod den ene boligblok. Vi var rundt og tjekke for røg i lejlighederne, men der var ikke noget, siger Per Jensen, viceberedskabschef fra Silkeborg Brand & Redning.

Det er endnu ikke klart, hvordan branden opstod, men den er ikke opstået spontant.

- Der er to muligheder. Enten er det noget, der er kommet ned sammen med affaldet, altså tobak eksempelvis, eller også er der nogen, der har stukket ild i den, siger Per Jensen.