To slagsmål og mulig kniv i nattelivet

Politiet anholdt to unge mænd og uddelte bøder til fem, da de natten til søndag rykkede ud til to slagsmål i nattelivet. Ved det ene var der anmeldelse om en kniv.

Første slagsmål opstod ved halvfem-tiden søndag morgen i Nygade.

Her var en 20-årig og en 29-årig mand kommet op at slås på gaden.

Da politiet kom forbi, slog og skubbede de to til hinanden, hvilket udløste en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen til dem begge.

Den ene mand var ikke tilfreds med bøden og sagde "din fucking svans" til den ene af betjentene. Det udløste en ekstra bøde.

Anmeldelse om kniv
Halvanden times tid senere var politiet på den igen, da der kom anmeldelse om trusler med en kniv i forbindelse med ballade i Hostrupsgade.

Da politiet kom frem, var der ingen, der havde set en kniv, og politiet fandt da heller ingen.

Til gengæld havde to 22-årige mænd været i slagsmål med hinanden, så de blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og anholdt.

En 23-årig mand fra Fårvang blandede sig i anholdelsen og udviste aggressiv adfærd over for politiet. Det fik han en bøde med, mens politiet kørte af sted med de to andre.

En times tid senere blev de to slagsbrødre løsladt.

Natten til lørdag kl. 04.10 uddelte politiet også en bøde til en mand, der råbte "bøsserøve" efter politiet i Nygade.