Genrefoto

To færdselsuheld på Nordre Ringvej

Politiet var i går ude til to forskellige færdselsuheld på Nordre Ringvej, et om eftermiddagen og et om aftenen.

Klokken 16.59 modtog politiet en anmeldelse om, at to biler var stødt sammen, mens de kørte i samme retning.

Føreren af den bagerste af de to biler, en 21-årig mand fra Sorring, havde været uopmærksom og opdagede ikke i tide, at den forankørende bremsede.

Den forreste bil blev ført af en 34-årig mand fra Odense, og han blev påkørt af den bagvedkørende.

Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.

Sammenstød i lyskryds
Klokken 20.20 skete andet sammenstød på Nordre Ringvej, da en 19-årig bilist skulle svinge til venstre.

Den 19-årige mand kørte i nordøstlig retning ad Nordre Ringvej, da han skulle til venstre ad Navervej.

Den unge mand overså en modkørende bil, så han gennemførte venstresvinget og påkørte den modkørende bil, der blev ført af en 39-årig mand.

Der skete ingen personskade ved sammenstødet.

Den unge bilist blev sigtet for at overtræde sin vigepligt.