Foto: Kommunernes Landsforening

Tre silkeborgensere skal have nyt pas

Landet over skal 11.000 danskere have et nyt pas, hvis de vil være sikre på ikke at blive afvist i en udenlandsk lufthavn. I Silkeborg står tre personer i den situation.

En lang række pas udstedt siden den 2. februar mangler det obligatoriske fingeraftryk, så de kan blive afvist i udlandet.

I alt har 44 kommuner udstedt de fejlbehæftede pas, men der er altså kun tre silkeborgensere, der har fået et af dem.

Fejlen er opstået ved den private leverandør, der har haft tekniske problemer.

De berørte borgere bliver kontaktet af kommunen.

Det er naturligvis gratis at få udskiftet et fejlbehæftet pas.

Der er store udsving på, hvor mange der skal have et nyt pas. I Esbjerg kommune har 1052 borgere fået et pas uden fingeraftryk.