Foto: Ulla Myrhøj

Anføreren forlænger med SIF

Frank Hansen har forlænget sin kontrakt i SIF med yderligere to år. Det betyder, at midtbaneanføreren vil optræde i den røde trøje frem til sommeren 2017. Mindst.

- Jeg er rigtig glad for, at det er faldet på plads. Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for at være i klubben, og vi er som familie faldet så godt til i Søhøjlandet, at det er her vi har valgt at slå os ned og leve vores liv. Jeg glæder mig til at være en del af det SIF-hold, der løber ind på JYSK Park, når byens nye stadion står klar om et par år, siger Frank Hansen.

Frank Hansen kom til SIF i sommeren 2009 fra Esbjerg, hvor han spillede højre back. I SIF blev han omplantet til den centrale midtbane. Han er noteret for 189 kampe og seks mål for SIF. Han har spillet 254 superligakampe hidtil i karrieren.

- Jeg har stadig meget at give. Fysisk har jeg vel aldrig været bedre, og jeg glæder mig hver morgen, jeg kører til træning, siger den 32-årige SIF-anfører.

Sportschef Jesper Stüker ser kontraktforlængelsen med Frank Hansen som en vigtig brik, der er faldet på plads i arbejdet med at skabe fremtidens sportslige fundament i SIF.

- Vi er rigtig glade for at have Frank i SIF i de kommende år. Hans erfaring, personlighed og gode 'spirit' får vi brug for, og han har i dette forår vist, at han er et vigtigt omdrejningspunkt. Når vi tør lave en to-årig forlængelse med en spiller i Franks alder, sker det ud fra at Frank fysisk fremstår som en forårskåd travhest, siger Jesper Stüker.

Frank Hansen er den tredje spiller inden for kort tid, der har forlænget med SIF. For to uger siden faldt også forlængelserne med Simon Jakobsen og Thomas Nørgaard på plads.