Regattaen skal betale erstatning

Foreningen bag Silkeborg Ildfestregatta er blevet dømt til at betale det lokale web-bureau Attityde en erstatning på 31.250 kroner, det skriver mja.dk.

Attityde lavede en hjemmeside til regattaen i sommer, men efter at den var blevet brugt et par dage, pillede Regatta-foreningens formand, Kurt Pedersen, den af nettet igen.

Dermed stod webbureauet uden mulighed for at markedsføre sig via hjemmesiden, som det ellers var aftalt.

Selvom Regattaen tilbød et sponsorat som kompensation, mente indehaverne af webfirmaet ikke, at det modsvarede deres tabte markedsføringsmuligheder.

Og det har retten givet dem ret i.

Foruden de godt 31.000 i erstatning, skal Regattaen betale 8.000 kroner i sagsomkostninger.