Hundevogn Foto: www.politi.dk

Her holder politiets fotovogne oftest

Politiet har nogle klare favoritsteder i Silkeborg kommune, når det kommer til at parkere fotovognen.

Siden politiet tog deres nye fotovogne i brug den 1. februar, har Vestergade i Silkeborg haft besøg af fotovognene minimum syv gange. Århusvej har haft besøg to gange.

Det viser en opgørelse som Jyllands-Posten har lavet på baggrund af indberetninger fra brugere af smartphone-app'en Fartkontrol.nu.

Hver gang fem personer har indberettet den samme fotovogn, er den talt med i opgørelsen.

Politiet har også nogle klare favoritveje uden for Silkeborg by. Kjellerupvej har ifølge opgørelsen haft 16 besøg af fotovogne umiddelbart syd og nord for Kjellerup.

Landet over har politiet 100 fotovogne i alt, og de 13 af dem har Midt- og Vestjyllands Politi, der dækker Silkeborg.

Opgørelsen viser, at fotovognene på landsplan er mest aktive om torsdagen og i morgentrafikken.

Politiets favoritsteder:
Kjellerupvej, Kjellerup (16 fotovogne)
Vestergade, Silkeborg (7 fotovogne)
Sepstrupvej, Sepstrup (7 fotovogne)
Viborgvej/rute 26, Fårvang (7 fotovogne)
Vellingvej, Bryrup (3 fotovogne)
Århusvej, Silkeborg (2 fotovogne)
Ryvej, Rodelund (2 fotovogne)