Indbrud på Åhavevej og Søholt Allé

Politiet modtog i går og i nat anmeldelse om to indbrud på henholdsvis Åhavevej og Søholt Allé.

• På Åhavevej brød en tyv ind i en villa ved at kaste en grensaks gennem en rude. Det skete mellem søndag kl. 11.30 og mandag kl. 13.20.

Villaen blev gennemrodet, og tyven fandt frem til en bærbar computer, en sort læderpung og klippede ledningen på to PH-lamper og rendte med det hele.

• På Søholt Allé blev et vindue i en villa opbrudt i aftes eller nat.

Mellem kl. 19.45 i aftes og kl. 03.32 i nat kom tyven ind og gik hele huset igennem.

Politiet modtog anmeldelsen i nat, hvor der endnu ikke var noget overblik over, om der var stjålet noget.

Du kan kontakte politiet på telefon 114, hvis du ved mere om et af de to indbrud.