Silkeborg-rapper hitter stort i USA

Den silkeborgensiske rapper 'Sukker Lyn' hitter for tiden stort i USA. Han har bare ikke selv skrevet eller produceret musikken.

I øjeblikket ligger sangen 'Trap Queen' på ottendepladsen på den amerikanske hitliste Billboard Hot 100, der indeholder de mest populære sange lige i øjeblikket.

Sangen Trap Queen indeholder et musik-beat som Sukker Lyn har rettighederne til. Dem købte han i februar sidste år, da han arbejdede på sin kommende plade, Lazarus.

Lazar Lakic, som dansk-serbiske Sukker Lyn hedder i virkeligheden, gav dengang 900 dollars (6200 kroner) for eksklusive rettigheder til beatet.

En bølge af tilbud
I slutningen af 2014 vendte produceren af beatet, Tony Fadd, tilbage og tilbød at give 1700 dollars (11.700 kroner), hvis han kunne købe rettighederne tilbage. Han ville godt give lidt ekstra for ulejligheden.

Lazar Lakic havde allerede produceret sin egen sang med beatet, så han takkede nej.

Så tilbød den amerikanske producent at give 3000 dollars (20.600 kroner).

- Jeg takkede nej. Jeg havde lavet en sang og knyttet mig til den, siger Lazar Lakic til DR P6.

Så steg prisen igen, denne gang til 5500 dollars (37.800 kroner). Og så lugtede Sukker Lyn lunten.

Tony Fadd havde fejlagtigt solgt beatet til en anden rapper, amerikanske Fetty Wap, der havde udgivet Trap Queen.

Sukker Lyn takkede igen nej, selvom han ikke kendte detaljer. Derefter endte kommunikationen med Tony Fadd.

Kæmpe hit i USA
I begyndelsen af 2015 begyndte Trap Queen at hitte i USA.

Da Sukker Lyn stødte på Trap Queen første gang og opdagede, hvad beatet var brugt til, pudsede han sine advokater på sagen. På det tidspunkt havde musikvideoen fire millioner visninger på YouTube.

I dag har den næsten 30 millioner visninger.

Sukker Lyn håber nu på at indgå forlig med Tony Fadd.

- Jeg vil jo ikke ødelægget det for manden, hvis det nu skal ud i en eller anden kæmpe retssag. Jeg satser på et godt forlig, siger Sukker Lyn til DR P6.

Sukker Lyns egen sang med det omtalte beat udkommer på albummet Lazarus den 13. april.

Du kan høre Fetty Waps sang Trap Queen nedenfor.

[embed]https://www.youtube.com/watch?v=i_kF4zLNKio[/embed]