Silkeborg-Voel henter fløjspiller i SK Aarhus

Fløjspilleren Mathilde Bjerregaard skifter fra SK Aarhus til Silkeborg-Voel KFUM fra sommer.

- I Mathilde får vi en fløjspiller, som er en lidt anderledes type end Freja, som vi præsenterede i sidste uge. Hun kan blandt andet dække backen i forsvaret og har stor fysik. Herudover får vi en spiller, som vi tror kommer til at passe perfekt ind i næste års trup, hvor vi får mange nye spillere i truppen, siger cheftræner Jakob Andreasen.

Mathilde Bjerregaard var i 2011 med til at vinde U19 EM i Holland og har trods sin unge alder stor erfaring fra ligaen.

- Jeg har valgt Voel, fordi jeg tror på rigtig gode muligheder for at udvikle mig på håndboldbanen, og fordi jeg trængte til et nyt pust til min udvikling. Derudover har jeg et rigtig godt indtryk af hele set-uppet omkring klubben, og jeg glæder mig utrolig meget til at komme igang, siger Mathilde Bjerregaard.

Mathilde Bjerregaard og Freja Cohrt bliver duoen, som udgør venstrefløjen i Silkeborg-Voel KFUM den kommende sæson.

Mathilde Bjerregaard har tidligere spillet i HC Odense.