Silkeborg-Voel vil bygge en tredje hal

Silkeborg-Voel KFUM vil udvide med en tredje idrætshal i Voel og er klar til at gå i gang med byggeriet, hvis Silkeborg Kommune vil være med.

- Behovet for en hal mere er ekstremt, og vi skal bruge en hal ekstra nu. Politikerne kan ikke sige nej til dette forslag, hvis de mener noget med snakken om Silkeborg som eliteidræts by, siger Lars Buchreitz, der er formand i Silkeborg-Voel KFUM.

Klubben vil selv finansiere opførslen af hallen, hvilket koster fem millioner kroner.

Silkeborg Kommune skal tilgengæld forpligte sig til at betale driftsomkostningerne og til eventuelt at købe hallen i 2020 - for fem millioner kroner.

- Vi er stolte over, at vi som by og forening har så stor opbakning, at vi kan fremlægge et projekt til så lav en pris. Det er efter vores opfattelse et projekt, som byrådet ikke kan sige nej til. Der er tale om en win-win situation for alle parter, siger Lars Buchreitz.

Den tredje idrætshal bliver en tro kopi af den eksisterende hal 2 og bygges sammen med de eksisterende haller.

- Med en ekstra hal i Voel vil i være med til at sætte Silkeborg på landkortet som håndbold by nummer 1. Vi er godt på vej med de to ligahold der er på herre- og damesiden, og nu tager vi endnu et skridt, konstaterer Lars Buchreitz, der håber kommunen vil tage mod klubbens tilbud.

Silkeborg-Voel KFUM tæller i dag 600 medlemmer.