Fårvang Skole indfører skole-uniformer

Uniformerede skole-elever bliver snart hverdag på Fårvang Skole. Det gælder alle klassetrin.

Skolebestyrelsen på Fårvang skole har på det ordinære bestyrelsesmøde besluttet med stort flertal, at eleverne skal bære skoleuniformer fra starten af næste skoleår.

Forslaget blev stillet for at hjælpe forældre til skolens elever med at undgå skænderier om børnenes tøjvalg.

- Der har været adskillige henvendelser fra frustrerede forældre, som synes, at deres børn brugte anseelige beløb på mærketøj, og derfor har vi nu besluttet at indføre kravet om skoleuniformer, siger næstformand i skolebestyrelsen Michael B. Sørensen.

Der vil i løbet af foråret blive udsendt informationer om hvilket tøj og
hvor det kan købes.

Der vil sandsynligvis blive mulighed for at bestille det igennem skolen.

(Opdatering: Denne historie er naturligvis en aprilsnar.)