Foto: Esben Stenfeldt

P-vagter skal tjekke dæktryk og lygter

De kommunalt ansatte parkeringsvagter skal fra i dag også holde øje med andre færdelsovertrædelser, når de patruljerer i Silkeborg Midtby.

Formanden for kommunens Standsnings- og Parkeringsudvalg siger i en meddelelse, at man indfører den nye ordning for at tjene nogle af de penge hjem, som man mistede, da der var gratis parkering op til jul.

Det er planen, at parkeringsvagterne skal give bøder for ting som manglende nummerpladelys og kørsel med forkert dæktryk.

- Det er jo ting, der som regel ligger under politiets bagatelgrænse, og som de ofte ser gennem fingre med, siger formanden.

I forbindelse med ændringen overvejer Standsnings- og Parkeringsudvalget at omdøbe korpset af parkeringsvagter til ”kommunale regelovertrædelsesassistenter”.

(Opdatering: Denne historie er naturligvis en aprilsnar.)