Tre bilister med hash i blodet

Politiet standsede i går tre bilister, der alle blev testet positive for hash i blodet med politiets narkometer. En var også påvirket af amfetamin.

Ved 18-tiden blev en 28-årig mandlig bilist standset i Vestergade i Silkeborg.

Manden blev testet med politiets narkometer, der efter cirka 10 minutter gav udslag for både amfetamin og hash.

Den 28-årige mand blev sigtet for at køre i påvirket tilstand, anholdt og taget med til en blodprøve.

Klokken 10.50 i går blev en 22-årig mand fra Kjellerup standset i personbil på Søndermarksgade i Ans. Narkotesten gav udslag for hash, så manden blev også taget med til en blodprøve.

Klokken 11.08 blev en 45-årig kvindelig bilist standset på Færgevej. Hun gav også udslag for hash i narkometertesten og taget med til en blodprøve.

Hvis de tre blodprøver viser det samme som politiets narkometertest, så står bilisterne til en ubetinget frakendelse af deres kørekort.