1 ud af 21 indbrud fører til sigtelse

Politiets opklaring af indbrud afhænger af kommunegrænserne. Det viser en ny analyse. Opklaringsprocenten blandt landets 98 kommuner ligger på mellem nul og 17,2 procent.

I Silkeborg kommune førte 4,6 procent af indbruddene sidste år til sigtelser mod en indbrudstyv. Det svarer til mindre end 1 ud af 21 indbrud.

Den opklaringsprocent giver Silkeborg en placering som nummer 69 blandt landets kommuner.

478 indbrud blev der sidste år begået i Silkeborg kommune, og i 22 af dem fandt politiet frem til en mulig gerningsmand og sigtede ham.

- Tallene afslører ingen geografiske sammenhænge mellem de dårligste og de bedste kommuner, så de store forskelle synes at skyldes, at politikredsene prioriterer deres ressourcer forskelligt, siger Kenneth Pedersen fra sikkerhedsfirmaet Secubi.dk, der står bag analysen.

På landsplan bliver 6,8 procent af alle indbrud opklaret. Det er cirka 1 ud af 15.

Ifølge analysen, har politiet lettest ved at opklare indbrud i Norddjurs kommune. Top fem består af to jyske, to sjællandske og en fynsk kommune.

I Dragør blev ingen af 73 indbrud opklaret sidste år.

Analysen er baseret på tal fra Danmarks Statistik. Kommuner med færre end 25 indbrud i 2014 tæller ikke med i opgørelsen.

Du kan se den fulde liste med landets kommuner og mere om analysen fra Secubi.dk her: Rangliste