Foto: Social og Sundhedsskolen Silkeborg

Silkeborg-undervisere i finalen om pris

Et undervisningsteam fra Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg er med i finalen om Politikens undervisningspris.

Prisen uddeles inden for tre kategorier, og der er fem finaledeltagere i hver kategori.

Teamet består af Anni Nedergaard Gerdsen, Hanne Ravn, Else Jøker Pihl og Henning Juul Rasmussen. De fire underviser på SOSU Silkeborg i grundforløbet for tosprogede elever.

De fire undervisere er indstillet til prisen i kategorien Erhvervsskoler, mens der også er priser til Folkeskoler og Gymnasier.

I alt har 1956 undervisere været nomineret til prisen. 219 af dem er undervisere på erhvervsskoler. Nu er Silkeborg-teamet altså blandt de fem finalister i den kategori.

Teamet er indstillet af deres elev Sakulna Nathap Mikkelsen.

- De har evner til en god diskussion, har opmærksomhed, er søde, tålmodige, er gode til at forklare, gode vejledere, omsorg osv., selvom jeg og mine klassekammerater kommer fra forskellige lande, forskellige regioner og forskellige kulturer, skriver hun blandt andet i sin indstilling til Politiken.

Vinderne kåres den 28. april i København.