29-årig sigtet for trusler mod ungt par

En 29-årig mand fra Silkeborg blev fredag aften anholdt af politiet, efter han havde truet et par med en pistol.

Episoden skete ved 21.30-tiden i fredags på Nattergalevej, hvor den 29-årige standsede en 25-årig mand og en 26-årig kvinde for at spørge om vej til Nærkøb.

Samtalen førte af ukendte årsager til en diskussion, og under den hev den 29-årige pludselig op i sin trøje og viste en pistol, der sad i bukselinningen. På et tidspunkt sagde manden, at han ville have deres telefoner, men det kom han fra igen.

Den 29-årige tog ikke pistolen frem, men det hjælpsomme par følte sig truet og ringede efter politiet.

En patrulje kom hurtigt til stedet og anholdt den 29-årige mand for trusler. En røveri-sigtelse var også på tale, men da manden ikke havde fået parrets telefoner, slipper han med trusler.

Det viste sig, at pistolen var en såkaldt softgun. Selvom det under normale omstændigheder er lovligt for den 29-årige at have en softgun, blev den konfiskeret, fordi den er blevet brugt til en ulovlig handling.

Den 29-årige blev løsladt efter endt afhøring.