Politiuniform Foto: www.politi.dk

Manglende kørekort kostede nykøbt bil

Politiet beslaglagde lørdag en 22-åriges nykøbte bil, efter han blev standset på Søtorvet.

Manden blev ved 20-tiden standset rutinemæssigt af politiet, men det viste sig, at han ikke havde et gyldigt kørekort til personbil.

Den 22-årige var frakendt kørekortet, og det var ikke første gang, han blev standset i frakendelsestiden. Derfor blev mandens bil beslaglagt.

Den 22-årige, der bor i Vordingborg, havde næsten lige købt den brugte VW Passat, men nu blev bilen i Silkeborg, mens han måtte finde hjem til Vordingborg på en anden måde.

Hvis domstolene er enige i politiets beslaglæggelse, bliver bilen solgt på auktion og pengene går til statskassen.

Spritbilist sigtet for biltyveri
Politiet standsede nogle timer senere en spritbilist på Godthåbsvej.

Ved 01-tiden natten til søndag blev en 39-årig mand fra Horsens standset.

Han blæste politiets alkometer op over den tilladte promille på 0,5, så han blev taget med til en blodprøve.

Det viste sig også, at manden var frakendt kørekortet i forvejen, og så ejede han ikke den bil, han kørte i.

Den 39-årige blev derfor sigtet for biltyveri - oven i sigtelserne for spirituskørsel og for at køre i frakendelsestiden.