Silkeborg under snit i selskabsskat

Der er stor forskel i, hvor mange kroner landets kommuner skraber sammen i selskabsskat. Sidste år modtog landets kommuner 4,3 milliarder kroner i selskabsskatter.

I Silkeborg blev der opkrævet omkring 50 millioner kroner i selskabsskat, det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Det svarer til, at der blev opkrævet 560 kroner per silkeborgenser; et beløb, der er under landsgennemsnittet på 881 kroner.

I kommuner som Billund, Gladsaxe og Ballerup blev der opkrævet omkring 5000 kroner per indbygger.

Ifølge Kommunernes Landsforening og Dansk Industri skyldes forskellen i høj grad geografi, infrastruktur og adgangen til kvalificeret arbejdskraft, det skriver finans.dk.

- Den kommunale indtægt på selskabsskat afspejler groft sagt kommunernes evne til at skabe gode rammer for etablering af private arbejdspladser, siger Jacob Bræstrup, der er skattepolitisk chef hos Dansk Industri til finans.dk.

De kommuner, der ligger over landsgennemsnittet på 881 kroner, skal aflevere halvdelen af den overskydende selskabsskat til de kommuner, der ligger under.

Ifølge Dansk Industri svækker den omfordeling kommunernes lyst til at være erhvervsvenlige. Det kan simpelthen bedre betale sig for kommunerne at tiltrække medarbejderne.

Silkeborgenserne betalte sidste år 38.595 kroner i kommunal indkomstskat.