BSV videre i pokalturnering med storsejr

Bjerringbro-Silkeborg vandt i går sikkert over 2. divisionsholdet HEI Skæring i sjette runde af pokalturneringen. 38-19 endte kampen til BSV's fordel.

Nu er BSV videre i pokalturneringen, der fortsætter på den anden side af sommerpausen.

BSV spillede med mange af de unge spillere og gav en velfortjent hvil til spillere som Sebastian Skube og Michael V. Knudsen.

Kampen var noget særligt for Kristian Ørsted og Lars Møller. Kristian Ørsted har tidligere haft hjemmebane i Skæring Hallen, mens Lars Møller er ungdomstræner i HEI Skæring.

- Det er et sted, hvor jeg har været træner i 25 år, så det var selvfølgelig lidt specielt, men så var der heller ikke mere i det. Der var mange kendte ansigter, og det var ret sjovt, men ellers var det en kamp som så mange andre, siger Lars Møller.