Rendegraver

Byggetilladelser er billige i Silkeborg

Når familien Jensen i Silkeborg søger om tilladelse til at bygge drømmehuset, så koster det 482 kroner i timen, når kommunen skal behandle ansøgningen.

Mange af landets kommuner begyndte ved årsskiftet at opkræve et gebyr for behandlingen, og Silkeborg har den 10. laveste timepris, det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.

Den dyreste kommune er Vejle, der opkræver 912 kroner i timen for samme opgave, mens Gribskov kan gøre det til 289 kroner.

- Generelt er der en stor forskel på timepriserne, fordi der er tale om den samme opgave. 912 kroner lyder som en høj timepris, men hvis der er overensstemmelse mellem pris og effektivitet, så er en høj timepris ikke nødvendigvis et problem. Men de to ting skal følges ad, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius.

Det er dog ikke alle kommuner, der overhovedet opkræver penge for behandlingen. 21 kommuner har droppet det for at fremme byggeri eller for at spare ressourcer på opkrævningen.