EnergiMidt tjener nu penge på bredbånd

Der er sket meget med internettet gennem de seneste 10 år. Det er så længe EnergiMidt har leveret fiberbredbånd, og nu er selskabet begyndt at tjene penge på det.

EnergiMidt, der har hovedsæde i Silkeborg, er det første energiselskab i Danmark, der kan præsentere et overskud på fiberbredbånd.

- Vi har lagt vægt på at udbygge vores fibernet på en økonomisk forsvarlig måde. Vi vil gerne give alle vores andelshavere adgang til lynhurtigt bredbånd, men vi vil samtidig også sikre, at vores investeringer er rentable, siger Jørn Zielke, der er direktør for EnergiMidt Fiberbredbånd.

Omkring 60.000 kunder får i dag leveret bredbånd fra EnergiMidt, mens selskabet kan levere til 150.000.

Den mest almindelige hastighed til private er 50/50 mbit, hvilket er 200 gange højere end for 10 år siden, hvor 256/256 kbit var den mest udbredte.