Foto: Ole Mørk, Midtjysk Foto

Sebastian Skube bliver i tre år mere

Bjerringbro-Silkeborg har forlænget kontrakten med en af Boxer Herreligaens helt store profiler, Sebastian Skube, så han bliver hos os helt frem til sommeren 2018.

Sebastian Skube har forlænget sin kontrakt, så han yderligere tre sæsoner skal tørne ud i den sorte trøje.

Hans nuværende kontrakt med Bjerringbro-Silkeborg løb til sommeren 2016, men allerede et år før kontraktens udløb er parterne altså nået til enighed om at forlænge aftalen, så den løber helt frem til år 2018.

Han siger selv til BSVs hjemmeside, at han er rigtig glad for at være i Bjerringbro-Silkeborg. Jeg har et rigtig godt forhold til trænerne og de andre spillere, og da både klubben og jeg ønskede at forlænge kontrakten, var det let at nå til enighed”.

Sebastian Skube skiftede i sommeren 2014 til Bjerringbro-Silkeborg fra RK Celje, hvor han i sin sidste sæson i klubben var med til at vinde det slovenske mesterskab.