Politibil Foto: www.politi.dk

Ældre kvinde vækket af indbrudstyve

Indbrudstyve vækkede i aftes en 86-årig kvinde, da de brød ind i hendes hjem i Bredgade i Silkeborg.

Minimum to tyve kom ved 21.30-tiden ind i kvindens hus ved at opbryde et kældervindue.

Døren fra kælder til stueplan var låst, så tyvene sparkede den op. Det var det, der vækkede den 86-årige kvinde.

Kort efter hørte hun, at en person gik op ad trappen til førstesalen, hvor hun lå i sin seng.

Den 86-årige kvinde råbte op, hvilket fik tyven til at løbe ned ad trappen igen.

Kvinden hørte to personer tale sammen, inde i huset, og så løb de til sidst begge to fra stedet.

Ringede til naboen
Den 86-årige beboer ringede straks til sin nabo, der kom over til huset.

- Hun fortalte sin nabo, at der var nogle uønskede personer i hendes hjem, og at hun måske havde indbrud, siger Lis Borup fra politiet i Silkeborg.

Da naboen kom derover, var tyvene helt væk. Derfor er der ikke noget signalement, og der kan også have været mere end to tyve.

Der blev ikke umiddelbart stjålet noget fra huset.

Har du set noget mistænkeligt i Bredgade omkring 21.30-21.40-tiden, kan du få fat i politiet på telefon 114.