Lokale bygger plejehjem for 71 millioner

Lokale firmaer vil gerne være med, når man deler et stort byggeri op i fagentrepriser.

Det er erfaringen fra Silkeborg Kommune, som netop har holdt licitation på byggeriet af plejecentret Marienlund på Sanatorievej til omkring 235 mio. kr. Det største udbud i Silkeborg Kommunes historie.

Der kom 25 tilbud fra 20 lokale firmaer og holder de for en nærmere gennemgang, bliver det lokale firmaer, som står for en tredjedel af de 15 fagentrepriser.

De lokale firmaer har vundet entrepriser for cirka 71 millioner kroner.

- Det er nyt for os at udbyde så store opgaver i fagentrepriser, men indtil videre ser det jo godt ud, når så mange lokale firmaer byder på at bygge og vinder en tredjedel af fagentrepriserne. Vi kan se, at de virkelig har lagt sig i selen, siger sektionsleder for Ejendomme i Silkeborg Kommune, Søren Overgaard.

Medarbejdere i afdelingen Ejendomme er sammen med totalrådgiveren Orbicon ved at gennemgå vinderbuddene for at se, om de overholder alle krav i udbudsmaterialet.

- Hvis alle tilbud lever op til betingelserne, ser det ud til, at vi lander på en fornuftig pris, siger Søren Overgaard.

Marienlund bliver hjem for 120 ældre og handicappede, og byggeriet omfatter også café og daghjem. I alt 15.000 kvadratmeter. Årstiderne Arkitekter har tegnet Marienlund.

Byggeriet går efter planen i gang midt i maj og skal stå færdig i marts 2017.