Tre indbrud i dagslys i går

Politiet modtog i går anmeldelse om tre indbrud, der alle blev begået i dagtimerne i går.

Mellem 7.25 og 13.30 var der indbrud i to villaer på Funder Møllevej.

• I det ene tilfælde forsøgte tyven først at opbryde et vindue, men det lykkedes ikke. Derfor knuste tyven i stedet ruden.

Herefter var det en smal sag at række hånden ind og stjæle en Apple MacBook, der stod på skrivebordet lige inden for vinduet.

Der blev ikke stjålet andet fra det hus.

• I den anden villa på Funder Møllevej blev en rude i terrassedøren knust, og tyven var rundt i hele huset.

Der blev stjålet smykker og et ukendt kontantbeløb fra huset. Der var ikke et fuldstændigt overblik over tyvekosterne, da indbruddet blev anmeldt.

• Det tredje indbrud skete mellem klokken 11.10 og 14.30 på villavejen Gjessøparken i Gjessø.

Her kom en tyv ind ved at knuse en rude i husets brygger.

Tyven stjal smykker, et kamera og et ukendt kontantbeløb.

Har du set noget fra et af de tre indbrud, kan du kontakte politiet på telefon 114.