Foto: Silkeborg Speedway Klubs hjemmeside

Speedwayplaner langt fremme

De stort anlagte planer for Silkeborg Speedwayklubs baner i Elling nord for Funder Kirkeby skrider frem.

Dansk Motorunion meddelte jo tidligere, at man har valgt banen som trænings- og talentudviklingssanlæg for landsholdet, og indtil videre bliver der kørt landsholdsspeedway ugentligt gennem hele sommeren.

- Vi har simpelthen Danmarks bedste speedwaybane, siger Thomas Ulstrup, der er formand for Silkeborg Speedwayklub. – Tidligere sendte Dansk Motorunion talenter og landshold til udlandet for at træne, men vores anlæg er så godt, at de kan spare pengene og træne her i stedet for.

I forbindelse med planerne om en øget aktivitet på anlægget, der også huser Motorcrossklubben, har der været en del bekymringer fra naboer, der frygter at de skal døje med alt for meget motorstøj.

Banen er underlagt nogle miljøregler, der blandt andet sætter en grænse for, hvor mange timer om ugen, man må bruge anlægget til træning, og hvor mange gange om året, klubben kan invitere til større stævner i weekenderne.

- Af hensyn til de miljøregler, har vi netop måtte aflyse to landskampe, der var planlagt til at blive kørt på Ellingbanen. Det er smadderærgerligt, og vi arbejder hårdt på at det ikke bliver nødvendigt mere, siger Thomas Ulstrup.