Brand og Redning skal hedde ‘Midtjysk’…

Som vi tidligere har skrevet, vil Viborg og Silkeborg kommuners beredskaber fusionere den 1. januar 2016 til et fælles beredskab.

Og nu har det fælles beredskab fået sit nye navn – nemlig ”Midtjysk Brand & Redning”.

Det nye navn er fundet ved en konkurrence, der har været udskrevet blandt alle ansatte i beredskaberne i de to kommuner.

Den politiske styregruppe for processen har nu valgt et af de navne, der var foreslået – Midtjysk Brand & Redning. Den politiske styregruppe består af de to borgmestre, to næstformænd i beredskabskommissionen og to direktører fra Viborg og Silkeborg kommuner.

– Navnet blev blandt andet valgt, fordi det præcist fortæller, hvad vi laver, og hvor vi udfører opgaverne, nemlig brandslukning og redning i det midtjyske, siger Klaus V. Hebsgaard, der tiltrådte som beredskabschef den 1. april og skal lede sammenlægningsprocessen.

Da der var indkommet flere forslag til navnet Midtjysk Brand & Redning, blev der trukket lod blandt dem, der havde foreslået vindernavnet. Henrik Ladefoged fra stationen Ørum i Viborg Kommune blev den heldige vinder, og han fik fornyligt overrakt et gavekort på stationen i Viborg.

Her var der i dagens anledning besøg af en automobilsprøjte fra Silkeborg for at markere det gode samarbejde mellem de to beredskaber.

Nu fortsætter processen med sammenlægning af de to beredskaber til et selskab med egen organisation, vedtægter og økonomi.

Sammenlægningen af Viborg og Silkeborg kommuners beredskaber er en del af den proces, hvor landets 86 beredskaber skal reduceres til 20.