Stephan Wehrsdorf fra Danskb2b.dk er i gang med at sætte cirka 10.000 dvd- og bluray-film på plads. 1500 forskellige titler har han med, både nyere film og store klassikere. Foto: Esben Stenfeldt

Torvecentret gøres klar til outlet-messe

Der bliver virkelig gang i handelslivet i Silkeborg de kommende dage, hvor der er stor outlet-messe i Torvecentret torsdag til søndag, Late Night i morgen, internationalt marked frem til søndag, rengøringsdag i midtbyen og bil-event på Søndertorv.

Adskillige lokale og udenbys handelsdrivende gør i dag klar til at fylde Torvecentret en sidste gang med MEGAOUTLET. Der kommer også private sælgere til messen.

Der er fokus på beklædningsgenstande til MEGAOUTLET, der begynder i morgen klokken 10.00, men der er også mange andre varer. Åbningen skydes i gang med salget af 400 goodiebags til de første kunder.

En af de handlende er Danskb2b.dk, der har overtaget 300.000 dvd- og bluray-film fra Blockbusters konkurs. En god del af dem bliver sat til salg i kælderen i Torvecentret.

I kælderen finder man også de private handlende, der sælger ud af luksus second-hand-tøj og -beklædning. Det er et nyt outlet-koncept, der er begyndt at brede sig i de større byer.

– Det er meget moderne og passer godt ind i trenden, hvor vi er blevet mere bevidste om miljøet og genbrug. Mange har jo noget i garderoben, de kun har brugt fire-fem-seks gange, siger Per Junior, der er samarbejdspartner på MEGAOUTLET.

Messen var oprindeligt planlagt til at løbe over torsdag og lørdag, men efter ønske fra flere af de handlende, er der nu også åbent søndag, hvor der også er åbent i de øvrige butikker. Fredag den 1. maj er der lukket i forbindelse med store bededag.

Entréen koster ingenting.

Det hele foregår over tre dage:
Torsdag den 30. april kl. 10.00-22.00. (Late night i Silkeborg)
Lørdag den 2. maj kl. 10.00-15.00.
Søndag den 3. maj kl. 11.00-15.00. (Udvalgte butikker)

[caption id="attachment_4864" align="alignnone" width="615"]Silkeborg Isenkrams tidligere butik er ved at være godt fyldt med blandt andet tøj. Silkeborg Isenkrams tidligere butik er ved at være godt fyldt med blandt andet tøj.[/caption]