Job: Finanskrisen er ovre i Silkeborg

Krisen ramte erhvervslivet i Silkeborg Kommune hårdt. Mange arbejdspladser forsvandt, men nu er antallet af fuldtidsjobs tilbage på samme niveau som før finanskrisen.

Siden antallet af arbejdspladser i Silkeborg Kommune nåede bunden i 2011, har der især været fremgang at spore inden for videnservice og rådgivning, hvor antallet af jobs ifølge Danmarks Statistik er steget med 500.

Siden lavpunktet i 2011 er der i alt skabt 1552 fuldtidsstillinger i Silkeborg, så der igen er over 30.000 fuldtidsstillinger i kommunen.

- Det er meget positivt, at det går så godt i erhvervslivet på tværs af brancher. I Silkeborg Kommune har vi forsøgt at skubbe til den positive udvikling ved at lempe byrderne for erhvervslivet, fortæller borgmester Steen Vindum.

De positive tal fra Danmarks Statistik understøttes af en ny undersøgelse fra Dansk Erhvervsfremme, som er udarbejdet for erhvervSilkeborg. Undersøgelsen viser, at 30% af virksomhederne i Silkeborg Kommune forventer at ansætte flere medarbejdere i løbet af i år.

- Begge undersøgelser bekræfter de meldinger, jeg får, når jeg hver onsdag besøger én af områdets virksomheder. Jeg synes alt i alt, det tegner meget lyst for erhvervslivet i Silkeborg Kommune, siger Steen Vindum.