Torsdag uden billig sprut koster kunder

Det koster i Silkeborg at der ikke længere er billigt sprut og fri bar på visse tidspunkter om torsdagen.

Det skriver mja.dk, der har snakket med indehaveren af diskotek Buddy Holly i Silkeborg, Jacob Quist.

Han siger til netavisen, at man klart kan mærke, at der ikke kommer så mange i byen mere om torsdagen.

- Vi vurderer, at vi har tabt omkring én million kroner i omsætning, siden vi gik væk fra for eksempel at have et par timer med fri vodka og juice om torsdagen, siger Jakob Quist.

Han mener, at de unge drikker andre steder og kommer senere i byen – eller også tager de til Århus.

- I Aarhus er der masser af muligheder for at få fri bar og dermed trække de unge i byen – og vi kan heller ikke afvise, at de unge er begyndt at fravælge bylivet om torsdagen, siger Jakob Quist.

Ifølge mja.dk ser han gerne at der bliver lempet lidt på den aftale, der er indgået om ikke at føre »en aggressiv udskænkningspolitik« i Silkeborg.