Foto: Region Midtjylland

Foreløbig vil 10.000 redde sygehuset

Underskriftsindsamlingen for sygehuset, Red Silkeborg, nærmer sig 10.000 underskrifter på nettet, hvilket var initiativtagerens drøm. Nu skruer han op for drømmen - med mindre end to døgn igen.

Henrik Johansen tog initiativ til underskriftsindsamlingen i sidste uge, efter Region Midtjylland offentliggjorde spareplanerne for sygehusene i regionen. I Silkeborg bliver især akutfunktionerne ramt.

- Vi kan slet ikke klare os uden akutfunktioner i en by som Silkeborg, siger Henrik Johansen.

Initiativtageren har selv mærket på egen krop, hvor stor forskel en akutlægebil kan gøre.

- Jeg har selv været så uheldig at få en blodprop i hjernen. Jeg fik hurtigt hjælp af akutlægebilen og kom videre til Aarhus, efter jeg havde fået den rigtige medicin. Jeg fik at vide af lægerne, at hvis jeg ikke havde fået så hurtig hjælp, så havde jeg været lam i hele højre side og ude af stand til at tale, siger Henrik Johansen.

Andre silkeborgensere, der har haft brug for akutlægebilen, har kontaktet Henrik Johansen med deres historie.

- Jeg har haft et ægtepar, der ringede. De har en datter, som har hjerteproblemer. De ved ikke, hvad de skal gøre, hvis akutlægebilen pludselig ikke er der. De er helt fortabte, siger Henrik.

Indsamlingen åbnede på RedSilkeborg.dk den 1. maj, men Henrik Johansen har også samlet ind på papir ved siden af. Flere virksomheder og foreninger har hjulpet til med papirindsamlingen.

I alt har flere end 10.000 mennesker nu skrevet under.

- Inden jeg begyndte, havde jeg en drøm om mellem 8000 og 10.000 underskriver. Nu vil jeg gerne gå efter 12.000, siger Henrik.

De mange overskrifter skal afleveres fredag den 8. maj klokken til regionsrådsmedlem Bente Nielsen (SF), der selv bor i Silkeborg.

Skriv under her: RedSilkeborg.dk.