Kønsskifte: Måtte forlade omklædning

En 37-årig kvinde fra Kjellerup blev i går ved middagstid bedt om at forlade kvindernes omklædningsrum i Viborg Svømmehal, og i stedet benytte omklædningsrummet for handicappede.

Balladen er, at den 37-årige kvinde for omkring halvanden måned siden fik foretaget et såkaldt ”juridisk kønsskifte” i Justitsministeriet – hun er altså en kvinde, selvom hendes krop ligner en mands.

Historien er blandt andet fortalt i BT, der beskriver at der nærmest opstod panik, da den 37-årige begyndte at klæde om – og det endte med at bademesteren måtte rykke ud for at berolige de andre damer i omklædningen.

Det var helt naturligt for mig, at gå ind i kvindernes omklædning, hvor jeg klædte om med et håndklæde foran, for ikke at støde nogen,« siger den 37-årige kvinde, der beskriver sig selv som en lesbisk kvinde, der er fanget i en mands krop.

Svømmehallens inspektør, Joan Kær Andersen, siger til BT, at den 37-årige kvinde skal være hjertelig velkommen i svømmehallen igen. - Men så længe hun har mandlige kønsorganer, kan vi ikke lade hende benytte kvindernes omklædning,« siger altså inspektøren.

Den 37-årige kvinde siger til BT, at hun godt kan forstå, at folk kan blive forvirrede over hendes kønssituation.

- Men det er sådan jeg er, og jeg kan ikke bestemme over den måde, jeg ser ud på, siger den 37-årige der i øvrigt har seks børn, og som er gift på femte år - med en kvinde.

Når hun bader, har hun badedragt på, men til daglig går hun klædt som en mand. Det er kun ved særlige lejligheder, som private fester, at hun har dametøj på, siger hun til BT.

Hun ernærer sig som forfatter, og har skrevet digtsamlinger og romaner under navnene Per Orup, Per Læssøe og Ibi-Pippi.