Foto: Silkeborg Kommune
Fejring af Hjejlens nye status
Kristi himmelfartsdag bliver en særlig dag for Hjejlen, når det skal fejres, at Hjejlen er udnævnt som historisk monument.
Det er Skibsbevaringsfonden, der har udnævnt Hjejlen som historisk monument og erklæret den som uerstattelig.
- Hjejlen er vel et af de fartøjer i Danmark, der lever bedst op til prædikatet Historisk Monument. Den er helt unik med den originale dampmaskine, der troligt sejler tusindvis af gæster til Himmelbjerget hvert år. Og det er netop et af vores mål, at de bevaringsværdige skibe er en del af den moderne oplevelsesturisme og fortsat agerer i turismesektoren, siger sekretariatsleder Tom Rasmussen fra Skibsbevaringsfonden.
Fejringen på Kristi himmelfartsdag den 14. maj foregår med jazz og morgenmad på Havnen til de første 200 fremmødte.
Her vil Skibsbevaringsfonden overrække en bronzeplakette og diplom til selskabet bag verdens ældre hjuldamper.
Efter morgenmaden vil Hjejlen drage ud på årets første sejlads.
Udnævnelsen betyder, at Skibsbevaringsfonden står klar til at hjælpe eller rådgive, hvis der opstår behov for restaurering eller vedligeholdelse.
Musik og morgenmad begynder klokken 9.00, mens Hjejlen sejler mod Himmelbjerget kl. 10 og 14.