Politiuniform Foto: www.politi.dk

Byge af skældsord mod politiet

Politiet måtte i weekenden lægge øre til en sand byge af skældsord. I den ene sag lærte en 21-årig mand intet af sin første bøde.

Lørdag ved midnatstid blev politiet kaldt til Vestergade, hvor der var uro på gaden.

Her var ambulancepersonale i gang med at arbejde på stedet, og det passede åbenbart ikke en 15-årig dreng fra Kjellerup.

Han var aggressiv over for ambulancepersonalet, hvilket var årsagen til, at politiet blev tilkaldt.

Men den 15-årige var umiddelbart endnu mindre fan af politiets arbejde.

- Han fortsatte med at være ubehøvlet og udtrykte mange skældsord over for patrulje; svanse, idioter, bøsser, bøsserøve, fucking pansere og hvad ved jeg, siger Mogens Rubech fra politiet i Silkeborg.

Politiet anholdt den 15-årige dreng og tilkaldte den sociale døgnvagt, der kørte ham hjem efter endt afhøring.

To overtrædelser på fem minutter
En 21-årig mand fik natten mellem lørdag og søndag hele to bøder for den samme lovovertrædelse.

Ved halvfemtiden søndag morgen kom politiets patrulje kørende gennem Nygade, da den 21-årige mand fra Køge gav "fuckfinger" til patruljen.

Den opførsel i offentligheden førte til en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det var klokken 04.35.

Inden politiet kørte fra Nygade, valgte den 21-årige mand at råbe "skide blå smølfer" efter betjentene.

De ord udløste bøde nummer to for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det var klokken 04.40.