Døgnrapport: Indbrud og toilet-tyveri

Politiets døgnrapport for weekenden indeholder blandt andet tre indbrud og tyveri fra et toilet.

• Mellem torsdag aften og fredag eftermiddag var der indbrud i en villa på Vattrupvej i Vattrup. Her blev et vindue på førstesalen brudt op og hele huset gennemrodet. Der forsvandt tre fjernsyn, en bærbar pc, et par solbriller, en Kenwood køkkenmaskine, et musikanlæg, et lammeskind og 20-25 par sko.

• Lørdag morgen klokken 03.48 gik alarmen ved Tvilum på Mønstedsvej i industrikvarteret. Her var en rude smadret med en sten og nogen havde været inde, men vagten på stedet kunne ikke se, at der var stjålet noget.

• Lørdag morgen opdagede ejeren af et toilet i Lyngbygade, at der havde været en tyv på spil i løbet af natten. Toilettet hører til en lejlighed, men er en særskilt bygning. Døren havde ikke været låst, og en eller anden havde stjålet smykker, parfumer, hårkur, glattejern og en hårtrimmer fra toiletbygningen.

• En 61-årig kvinde fik lørdag formiddag stjålet sin pung og hævet 6000 kroner på sit dankort. Kvinden handlede i Føtex på Nørrevænget, da hendes sorte skindpung blev stjålet fra jakkelommen. Den indeholdt dankort, andre kort og 500 kroner i kontanter, og så kunne den 61-årige se, at kort efter var hævet 6000 kroner på hendes kort.

• Personalet hos Føtex på Nørrevænget tog lørdag klokken 16 en 28-årig kvinde i at stjæle tøj og parfume for 469 kroner. Hun erkendte og havde alle varer på sig, så hun fik en bøde, men intet erstatningskrav.

• En 23-årig mand valgte lørdag at gå på Diskotek 80eren med et gram kokain i lommen. Klokken 03.04 blev han taget af politiet med det ulovlige stof, hvilket førte til en bøde og et forbud mod at komme på 80eren igen.

• En læderjakke af mærket Napp Jeans og et par Common Project sko blev søndag mellem 17.30 og 20.00 stjålet fra et omklædningsrum på Ansvej. Værdien var 7000 kroner.

• I nat klokken 00.37 var der indbrud hos Fritidsgården på Harsnablundvej. Her blev et vindue knust, hvilket udløste alarmen. Vagten, der anmeldte indbruddet, var ikke klar over, om der var stjålet noget.

Har du set noget ved indbruddene eller tyverierne, kan du kontakte politiet på telefon 114.