Foto: Hans Søndergaard

Silkeborg-opfindelse er landets bedste

En enig dommerkomité pegede på projektet AutoLock som vinder, da der blev afholdt finale i Ingeniørsforeningens landsdækkende opfinderkonkurrence.

AutoLock er opfundet af fire gymnasieelever fra 2.x på Silkeborg Gymnasium, nemlig Maria Konge Theilgaard, Christian Smith Bak, Lærke Plougheld Larsen og Anton Vigen Smolarz.

AutoLock er en cykellås, der via bluetooth automatisk låser cyklen, når man forlader den.

Idéen og den naturvidenskabelige præsentation fik en enig dommerkomité til at udpege projektet som vinder af førstepræmien - en studietur til München.

Dommerne gav også Silkeborg-eleverne den internationale pris for at have den idé, der har det største potentiale på verdensplan.

Andenpladsen gik til Rosborg Gymnasium i Vejle og tredjepladsen gik til Hillerød Tekniske Gymnasium.

Konkurrencen havde 800 tilmeldte elever fra 2.g-klasser i hele landet.