Luftfoto: Silkeborg Kommune
Nyt boligområde i Gødvad godkendt
Boligprojektet Gødvad Enge er endnu ikke færdigt, og nu kan et nyt boligområde med plads til 59 boliger være på vej i Gødvad.
Plan-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt lokalplanen og sendt den i otte ugers offentlig høring.
Boligområdet er på cirka 51.000 kvadratmeter og skal ligge ud til Nørreskov Bakke, over for Korsbakkes Planteskole.
Lokalplanen indeholder mulighed for at opføre parcelhuse på halvdelen af området, mens resten skal bruges til rækkehuse, etagebyggeri og grønne områder.
Boligområdet skal kobles på Nørreskov Bakke med en rundkørsel ved F.L. Smidths Vej, og så skal der anlægges stier til Stockholmsvej-kvarteret og Gødvadskolen.
Det nye boligområde skal hedde Eriksborg.