Ung kvinde skubbede truende knivrøver

En 28-årig kvinde blev søndag eftermiddag truet med kniv af en røver, der ville have hendes penge, men røveren endte med at flygte fra stedet.

Klokken 15 kom den 28-årige kvinde gående ad stisystemet mellem Arendalsvej og Havrevænget, da hun mødte en ung mand, der rettede henvendelse til hende.

Manden truede kvinden med en kniv og sagde "giv mig dine penge".

- Men det gjorde hun ikke. Hun skubbede til ham i stedet, siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.

Røveren var ikke klar på den modstand, så han endte med at løbe fra stedet og smide kniven fra sig.

Den 28-årige kvinde ringede selv til politiet bagefter.

Betjentene sikrede sig røverens våben, der var en mindre kniv med et blad på cirka otte cm og et sort og hvidt skæfte.

Røveren beskrives som 18-20 år, 163-165 cm høj, spinkel af bygning, dansk og med blå øjne. Han var iført en blå dunjakke og havde et sort tørklæde for ansigtet.

Har du set manden, eller ved du noget mere i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.