Ekskæreste fik peberspray og kagerulle
En 41-årig kvinde blev natten til lørdag anholdt, efter hun sprayede sin ekskæreste med en peberspray og bagefter slog ham med en kagerulle.
Klokken 01.16 blev politiet kaldt til kvindens bopæl i Søndergade i Kjellerup, hvor der var husspektakler.
Den 41-årige kvinde havde følt sig truet af sin ekskæreste, der ifølge hendes forklaring havde set ondt på hende.
Kvinden fandt en ulovlig peberspray, som hun fyrede af på sin ekskæreste. Herefter kastede hun sig over ham med en kagerulle og tildelte ham tre slag i hovedet.
Ekskæresten fik en flænge i hovedet på tre til fire cm og blev kørt til skadestuen i Viborg.
Den 41-årige kvinde blev sigtet for grov vold og anholdt. Hun blev løsladt igen efter afhøring.
De tidligere kærester forklarede over for politiet, at de har været oppe at slås før.