Snydt af tricktyv: Har du tabt 100 kroner?
En 67-årig kvinde fik i sidste uge stjålet sit dankort af en tricktyv, men det opdagede hun først, da banken spærrede hendes konto og pengene var væk.
Onsdag ved 17-tiden kom den 67-årige kvinde ud på parkeringspladsen hos Lidl på Nørrevænget, da hun blev kontaktet af en udenlandsk kvinde.
Den yngre, udenlandske kvinde spurgte, om den 67-årige havde tabt en hundredekroneseddel.
Den ældre kvinde fandt sin pung frem fra tasken og kiggede, men der manglede ingen penge.
Hun puttede pungen tilbage i sin taske og tog hjem.
Dagen efter modtog den ældre kvinde en mail fra sin bank, der havde spærret hendes konto på grund af mistænkelig adfærd.
Onsdag klokken 17.35 og 17.38 blev der hævet i alt 16.800 kroner fra kvindens dankort i Nordea og Danske Banks hæveautomater i Silkeborg.
Den udenlandske kvinde beskrives som østeuropæisk af udseende, 35-40 år, 160-165 cm høj og spinkel af bygning. Hun havde langt, sort hår, der var sat op. Hun var iført en lys jakke og talte fremmedsprog.
Politiet skal nu kigge på overvågningsvideo fra hæveautomaterne.
Ved du noget, kan du kontakte politiet på telefon 114.