Nye Hede Rytmers armbånd defekte

Nye Hede Rytmer åbner på fredag og her få dage før festivalen, har det været nødvendigt at skaffe nye adgangsarmbånd til de mange gæster.

Festivalens ledelse har konstateret en fejl på de låse, der skal holde armbåndet fast, så nu skal de skiftes.

Nye Hede Rytmer satte i søndags de første armbånd på de kommende gæster ved en begivenhed på Café Classique, og de gæster skal nu have ombyttet deres armbånd.

Ombytningen sker ved den normale indgang fra fredag klokken 14.00, hvor det også er muligt for alle andre at få armbånd på. Dørene åbner klokken 15.00.

Nye Hede Rytmer har afsat ekstra personale til håndteringen af armbånd fredag.