Fede biler og pælesidning til havnefest
Når hullet efter Ildfestregatta skal fyldes midt i august, bliver det med en havnefest i et mere rent format.
Over tre dage fra den 13. til den 15. august vil der være mulighed for at opleve tre forskellige temafester på Havnen og tivoli på Søtorvet.
"Herreaften," "Best of USA" og "Dejlig dansk" er overskrifterne for dagene, der blandt andre byder på Kim Larsen-, Shubidua- og Guns'n'Roses-kopibands.
Havnefest Silkeborg tager over efter P-festival, der blev afholdt for første gang i 2013 som en slags miniregatta.
- Vi glæder os til at gennemføre Havnefesten. Vi lærte meget sidste gang, blandt andet at konceptet skal være mere klart, så det sørger vi for, siger Per Junior, der er en af arrangørerne.
Kravet om et klart koncept har netop ført til temainddelingen af dagene.
- Og så fik vi skudt i skoene sidste gang, at der skete for lidt på vandet, når det nu foregik på havnen, så det gør vi noget ved i år, siger Per Junior.
I år kommer der pælesidningskonkurrence på vandet og en flydende bar med øl og musik.
Den amerikanske dag kommer blandt andet til at byde på lækre biler og babes som til P-festival forrige år, og der er stadig ledige pladser til bilentusiaster, oplyser Per Junior.
Interesserede kan tilmelde sig på Havnefest Silkeborgs hjemmeside.
Der er gratis entré til alle aktiviteter alle tre dage.