Foto: Silkeborg IF
SIF henter profil fra Hobro
SIF har skrevet kontrakt med endnu en spiller som en del af forberedelserne til næste sæson i 1. division. I Hobro har klubben hentet den 32-årige midtbanespiller Martin Thomsen, der har været en af sensations-oprykkernes vigtigste spillere i denne sæson.
Martin Thomsen kommer til Søhøjlandet på en toårig kontrakt.
- Det er et spændende projekt, SIF har i gang, og det glæder jeg mig til at blive en del af. Vision2018 og klubbens ambitioner om at rykke op i Superligaen igen med det samme tiltaler mig. Klubbens fuldtidskoncept spiller ligeledes en stor rolle. At jeg kan koncentrere mig udelukkende om fodbolden, glæder jeg mig til, og jeg tror på, at det kan være med til at forlænge karrieren med et par år, siger Martin Thomsen.
Martin Thomsen har spillet fra start i samtlige 31 kampe for Hobro i denne sæson og står noteret for fem mål. Han var også en af nøglespillerne i foråret 2014, da Hobro sikrede sig oprykning til Alka Superligaen sammen med SIF.
I Hobro har han sideløbende med sit fodboldjob været skolelærer på deltid, et job han nu kan stille på stand by for at koncentrere sig 100 procent om fodbolden
Martin Thomsens karriere blev indledt i Hobro som U19-spiller, men det var i Viborg FF, han fik sin superligadebut, da han i 2001 blev skiftet ind i en kamp mod FC København. Her havde han i øvrigt SIF-træner Kim Poulsen som sin chef. Siden rykkede han til Skive, inden Hobro på den sidste dag i 2013 købte ham.
Martin Thomsen får trøje nummer otte og tiltræder, når sæsonforberedelserne indledes.